Vedtægter for Næstved Klatreklub

§ 1 Klubbens navn

Klubbens navn er ”Næstved Klatreklub.” Herefter forkortet til NKL.

§ 2 Klubbens hjemsted

Klubben har officielt hjemsted på adressen Ringstedgade 237, 4700 Næstved.

§ 3 Klubbens formål

At fremme interessen for klatring såvel indendørs som udendørs.

At skabe organisatoriske og praktiske rammer for klatring i klubben.

§ 4 Medlemskab

Enhver, der støtter klubbens formål og vedkender sig dens vedtægter, kan være medlem af

klubben. Personer under 18 år kan kun opnå medlemskab, når forældre eller værges skriftlige

tilladelse foreligger.

Klubbens ordensregler og vedtægter skal respekteres af medlemmet.

Medlemskab gælder fra det øjeblik, der er betalt kontingent, og indtil skriftlig udmeldelse

foreligger ved bestyrelsen.

Udmeldelsen gælder efter udløb af betalt kontingentperiode.

§ 4.a Æresmedlemmer

Et medlem, eller tidligere medlem af klubben, der har ydet en særlig indsats for klubben, kan

foreslås til æresmedlem efter særlige retningslinjer, der fastsættes af bestyrelsen.

Indstillingen behandles som forslag på en generalforsamling.

Status som æresmedlem kan tilbagetrækkes, ved brud på klubbens ordensregler eller ved

anden miskreditering af klubben. En sådan tilbagetrækning kan besluttes på

generalforsamlingen ved simpelt flertal.

§ 5 Generalforsamling - ordinær

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i første kvartal.

Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske med mindst to ugers varsel gennem

meddelelse til medlemmerne via mail og opslag i hallen. Alternativt i container, hvis ikke hallen

er tilgængelig.

Dagsorden skal som minimum indeholde:

  1. Valg af stemmetællere.

  2. Valg af dirigent og referent.

  3. Bestyrelsens beretning

  4. Fremlæggelse og godkendelse af revideret årsregnskab

  5. Fastlæggelse af kontingent for kommende kontingent år, efter forslag fra bestyrelsen.

  6. Behandling af indkomne forslag

  7. Fremlæggelse af budget v/kassereren.

  8. Valg af bestyrelsesmedlemmer, herunder:

    • Valg af formand (i lige år) Kassereren er kun på valg i ulige år.

    • Valg af kasserer (i ulige år), kasserer kan vælges udenfor bestyrelsen.

    • Valg af to andre bestyrelsesmedlemmer (i lige år).

    • Valg af et andet bestyrelsesmedlem (i ulige år).

    Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år.

  9. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter. Vælges for 1 år (i ulige år). Den med flest stemmer, vælges

    som første suppleant.

  10. Valg af revisor og revisorsuppleant. Vælges for 1 år.

  11. Eventuelt.

Dirigenten leder generalforsamlingen, samt opgør afstemningsresultater.

Dirigenten og/eller 1 medlemmer kan forlange skriftlig afstemning. Ved personvalg skal der dog

altid være skriftlig afstemning.

Stemmeret har alle medlemmer af klubben over 16 år, der ikke er i kontingentrestance.

Beslutninger træffes, såfremt de ikke vedrører vedtægtsændringer, ved simpelt flertal blandt de

fremmødte, stemmeberettigede medlemmer.

Fuldmagt kan udfærdiges af stemmeberettigede og anvendes ved afstemninger. Der kan kun

medbringes 2 fuldmagter per deltager.

Forslag fra medlemmer, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal stiles

skriftligt til bestyrelsen senest en uge (5 hverdage) før generalforsamlingens afholdelse.

§ 5.a Generalforsamling - vedtægtsændringsforslag

Vedrører et forslag ændringer i vedtægterne skal mindst 2/3 af de stemmeberettigede

medlemmer være mødt frem og 2/3 af disse fremmødte medlemmer skal stemme for

ændringerne før forslaget kan vedtages.

Er en generalforsamling, hvor forslag om ændringer i vedtægterne er fremsat, ikke

beslutningsdygtig, indkalder bestyrelsen med en frist på 4 uger til en ekstraordinær,

generalforsamling.

Vedtagelsen af forslaget kan herefter ske ved 2/3 flertal blandt de fremmødte,

stemmeberettigede medlemmer.

§ 5.b Generalforsamling - ekstraordinær

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller mindst 10

stemmeberettigede medlemmer fremsætter begæring herom.

En ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter den er begæret.

Indkaldelse sker som for den ordinære generalforsamlings vedkommende.

§ 6 Bestyrelsen

Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for to år ad

gangen. Valgbare er kun personer over 18 år. Genvalg kan finde sted.

Udtræder et bestyrelsesmedlem i vedkommendes valgperiode, indtræder første suppleanten

indtil næste ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen konstituerer sig selv, herunder som minimum med en næstformand og en

sekretær.

Klubben tegnes af formanden - i økonomisk henseende tegnes klubben dog af formand og

kasserer i fællesskab. Bestyrelsen kan meddele prokura (fuldmagt til at handle på klubbens

vegne).

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 af dens medlemmer er til stede, heriblandt

formanden. Beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte

bestyrelsesmedlemmer. Ved stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt.

Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående

opgaver. Bestyrelsen udfærdiger ordensregler for benyttelse af klatrefaciliteterne og klubben.

§ 7 Kontingent

Kontingent året er 1. juli til 30. juni året efter.

Kontingentet for kommende kontingent år fastlægges af generalforsamlingen.

Formand, kasserer og æresmedlemmer er kontingentfri.

§ 8 Regnskab

Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Årsregnskabet revideres af den på generalforsamlingen

valgte revisor.

Snarest efter regnskabsårets udløb og senest 1. februar i det følgende år, udarbejdes

regnskabet af kasserer og overdrages til revisor, som efter revision, påtegner regnskabet og

afleverer evt. bemærkninger til bestyrelsen. Årsregnskabet påtegnes af bestyrelsen og

udsendes sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.

§ 9 Eksklusion af klubben

Et medlem af klubben kan ekskluderes begrundet i 2 måneders kontingentrestance.

Herudover kan bestyrelsen beslutte eksklusion omgående pga. alvorlig tilsidesættelse af

ordensreglerne. En sådan eksklusion kan, hvis medlemmet ønsker det, forelægges til

godkendelse på førstkommende generalforsamling, hvor den eksklusionsindstillede har

taleret.

§ 10 Klubbens opløsning

Klubben kan kun opløses efter beslutning herom på en dertil indkaldt generalforsamling efter

samme indvarslingsregler som for den ordinære generalforsamling

Beslutningen kræver et flertal på mindst ¾ af de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer.

I tilfælde af klubbens opløsning tilfalder klubbens formue et almennyttigt formål i Næstved

kommune med ønske om, at midlerne anvendes til aktiviteter, der tjener klatresporten.

Vedtægterne er senest ændret 19. marts 2024

Her kan du orientere dig om klubbens gældende vedtægter